Kender du følelsen, når en sang toner frem og du bare ikke kan stå stille? Har du lyst til en motionsform, hvor fokus er på at have det sjovt og nyde musikken, samtidig med at du faktisk også får trænet kroppen igennem? Så er Salsation noget for dig. Alle kan være med, uanset danseerfaring, køn eller alder.
Dans hjælper med at træne koordinationsevne og muskelhukommelse. I Salsation giver vi musikken hovedrollen, hvorfor alle koreografier er nøje tilrettelagt ud fra den specifikke genre (alt fra latinamerikanske rytmer som salsa, bachata og merengue til afro-inspirerede stilarter og moderne sange, du hører i radioen).
Vi vægter både musikaliteten og det lyriske (historien bag sangen), hvilket hjælper til indlevelse i sangen frem for at tælle trin. Dertil gør bevægelser fra funktionel træning at hele kroppen bliver arbejdet godt igennem og at vi passer på kroppen.
Fra timens start byder opvarmningen på specifikke øvelser som hjælper til både større bevægelsesfrihed og -bevidsthed og samtidig styrker særligt core-, arm- og skuldermuskler. I undervisningen anvender jeg organisk tegngivning frem for brug af mikrofon og “stewardesse-arme”, hvilket også bidrager til at bevare fokus omkring musikken. Og endeligt slutter hver time af med en cool-down og udstrækning.
Navnet Salsation er en sammensætning af Salsa (som på spansk betyder sovs eller blanding) og det engelske sensation for den følelse, vi får i kroppen, “når musikken bare spiller” og vi bliver revet med.
Mit navn er Malou Lassen. Jeg er uddannet Salsation instruktør og har de sidste fem år undervist i Aarhus og online. Musik har altid spillet en vigtig rolle i mit liv. Som barn spillede jeg instrumenter, mens vennerne dyrkede håndbold eller basket. Som voksen har dansen taget over, under ophold i Latinamerika og som deltager på div. dancefitness-hold.
Jeg fandt Salsation via Youtube-videoer af koreografier og valgte for fem år siden at tage instruktøruddannelsen for at lære mere om konceptet og for at udfordre mig selv. Jeg havde ikke oprindeligt planer om at skulle undervise, men jeg havde brug for at dele min danseglæde med andre.
Så jeg sprang ud som instruktør i foreningsmiljøet, og jeg elsker det! Uanset om jeg har fem, ti eller 30 deltagere handler det om at dele min passion og opleve samme glæde hos andre. Du kan se mere om mig om min dans på facebook (Salsation med Malou) eller instagram (Salsationmalou).